Frostsikring af din installation - hvad kan du selv gøre?
Alle har sikkert bemærket de store og hurtige ændringer af udetemperaturerne, især om natten. Denne info er kun sendt til de 274 forbrugere vi har mail på. Husk at du kan tilmelde dig information fra Astrup Vandværk ved at sende dine kontaktoplysninger til [email protected]
UDENDØRS VANDHANER - Undgå frostskader på din udendørs vandhane
Frostskader i vandhaner opstår typisk, fordi du har glemt at tappe al vand af den udendørs vandhane. Og hvis du har en vandslange siddende på hanen, så tag den af. Lader du den sidde, vil vandet i slangen fryse udefra. Frosten kan så brede sig indad og skabe skader på din vandhane og dine rør og forårsage vandskade.
Ikke-frostsikker vandhane
Har du en ikke-frostsikret vandhane, har du en aftapningshane siddende et sted indenfor. Det kan være i dit bryggers, i din kælder, i et vaskerum eller lignende, hvor der er andre vandinstallationer. Når det begynder at blive frostvejr, skal du lukke for vandet til det udendørs system og åbne den udendørs inklusive den indvendige aftapningshane, så al resterende vand løber af rørene og ud gennem den udendørs hane.
Frostsikker vandhane
Fordi ventilafspærringsdelen sidder indenfor og betjeningsgrebet udenfor, er du i princippet sikret mod frostskader i din vandhane. Men du skal stadig huske at tage både vandslange og studs af din vandhane. Ellers risikerer du, at frosten alligevel kryber ind i den frostsikre vandhane.
Vandmåler/vandrør i uopvarmede rum
Sørg for disse dele er isolerede/godt tildækkede.
Hvorfor?
Det er ejeren af ejendommens ansvar også økonomisk, at have de nævnte områder frostsikret. Dette gælder også vandskader og vandtab.
Hvis muligt – tjek din vandmåler
Tjek din vandmåler med jævne mellemrum f.eks. 1 x ugentligt for dermed at kontrollere dit vandforbrug og dermed evt. lækage.
Hvad gør jeg ved lækage?
Luk for vandet til lækagen og kontakt hurtigst muligt vandværket.